Kan man tillate sig, at danse og synge, mens verden går under?

Jeg skriver anonymt og kan derfor kaste mig ud i det blasfemiske: Jeg nyder coronadagene, så er det sagt. Midt i verdens ufattelige lidelser, nyder jeg coronadagene.

Jeg ser civilisationens fernis krakelere, alt imens ligene af nogen af verdens kære smides i skraldespand i New York, og kølevogne kører rundt med de døde, fordi der ikke er kapasitet til at kremere. Men for mig er det et privilegium at få lov til at opleve dette historiske øjeblik, verdens vendepunkt, hvor der opstår et helt nyt fællesskab mellem de unge, der kan midste deres job, mens de gamle risikerer livet.

Jeg tilhører selv målgruppen af sårbare, som tilværelsen nu vil gøre det af med ved hjelp af en lille, infam duplikat, såkaldet “covid-19”, men nyder corona-dagerne, for jeg har fået min ungdom tilbage: Den fred og det langsomme tempo jeg mindes fra gamle dage, og som gir tiden rumklang.

Jeg telefonere hver dag med mine venner, og vi lever tættere sammen, end nogensinde – tættere, adskildt. Vi bekæmper corona ved at tale med hinanden.

Den gamle verden er forbi, og kommer aldri igen. Noget nyt kan begynde. Det gamle, bibelske syn fra Mosebøgerne hvor mennesket skulle herske over jorden, holdt ikke. Et nyt livssyn vil vinde frem under stor smerte. Den snævre egoismes tid er forbi, og den store sammenhæng åbenbares gennem en lille bitte virus. Menneskene over hele jorden er forbundet med hinanden i uendelige smittekæder.

Mange på min alder føler, at de har fået en mere oprindelig fred tilbage, en skyldfri frihed uden tvang og plager. Man SKAL ikke noget, er lovligt undskyldt. Dagene har fået uændeligheden tilbage, og stilheden.